ORD / REGN OG MINDER

REGN OG MINDER

Af Tulle Lund Ernst.

Han ryster på hoved, som for at smide minderne væk, de bliver ved med at kæmpe om pladsen for hans øjne. Blodet på den sårede mands arm bliver ved med at sende ham tilbage til en anden tid. Den tid hvor han ikke gik fordi han havde valgt det, men fordi det var hans ordre. Det er en fortid, han har forladt, men som stadig lyder som et ekko inde i hans hoved. Regnen falder ned omkring ham og lander hårdt ned på alt under den. Han prøver at holde dråberne væk, der insisterende prøver at trænge ind til hans øjne og sløre hans syn på mandens sårede arm. Hans kolde og våde fingre fumler om forbindingen, mens mudderet og regnen bliver ved med at kæmpe mod hans gode hensigter om at hjælpe. Til sidst får han slået knude på det gennemblødte stof og hjælper manden op fra den prægede jord. Han nikker kort til manden og vender sig fra konens taknemmelige blik, før han flygter stille væk fra mængden af mennesker til kroen bag ham. Det fugtige træ under hans hånd giver en følelse af tryghed, da han når den tunge egetræsdør. Han skubber den op, og bliver mødt af en varme der trænger sig gennem hans gennemblødte tøj og ind til hans kolde hud. Han går hen over gulvbrædderne, som han har gjort så mange gange før, og efterlader et spor af mudder, hvor han træder. Han sætter sig i den stol, som han har siddet i så mange gange, at man næsten kan se den stærke skikkelsen af ham sidde lænet mod det formede ryglæn. Han behøver knap at se op, før en øl bliver sat foran ham. Folk her kender ham, ligesom han kender dem. Kruset føles bekendt i hans hånd, som hans fingre griber om det og lader den gyldne væske væde hans sprukne læber. Det føles rart at sidde der og lade væsken gøre hans minder tågede og lettere at skubbe væk fra hans anstrengte øjne. Han har ikke lyst til at tænke på det, men han kan heller ikke lide at flygte fra det. Han sukker og støtter sit hoved mod sin fugtige hånd, mens han lader sine øjenlåg falde, og den varme kro omkring ham forsvinder hen i et mørke. Men hans minder om krig hærger hans frihed til selvvalgte tanker, og de springer frem fra mørket som gamle mareridt. Hvorfor kan de ikke lade ham være i fred? Hver gang han lukker øjnene, er han sikker på, at de ville komme. Minderne om krigen. En krig der førte til hans helt egen krig inde i ham selv. Han holder aldrig op med at være soldat, det ved han godt.

Skrevet i Skriveværkstedet 2015

Copyright Kulturskibet 2014